Samtale/dialog

Samtalen er en vigtig del af den afspændingspædagogiske behandling. På mange måder er det netop dialogen, både før, under og efter behandlingen, der definerer den grundlæggende indgangsvinkel; det pædagogiske.

I en behandlingssituation har samtalen den samme relevans, omend den er mere omfattende og specificeret. Her understøtter dialogen den kropslige opmærksomhed og sammenknytter det kropslige og psykiske aspekt. Samtalens form og mængde vil naturligvis variere alt efter henvendelsesårsagen, samt hvilke temaer der måtte dukke op undervejs.

Grundlæggende starter og slutter en behandling med en samtale, ligesom øvelser og behandling kan være verbalt understøttet. Den egentlige samtale vil dog sjældent fylde mere end højst 1/3-del af behandlingstiden, alt i alt. Formålet med særligt den indledende samtale er en fælles forståelse for de eksisterende rammer, hvorfor klienten er kommet, hvordan det står til her og nu samt hvad programmet for behandlingen er. I dette ligger også altid friheden til at spørge og komme med forslag fra klientens side. Sidstnævnte begrænser sig dog ikke kun til samtalen, ligesom klienten til hver en tid kan sige til og fra under hele behandlingen.

Som afspændingspædagog anskuer vi en given problematik eller tendens som en del af det hele menneske. Dette kræver, at vi kender lidt til den person vi sidder overfor. Derfor vil der i samtalen vil indgå spørgsmål omkring klientens nutidige situation og relationer, dvs. arbejde, fritidsinteresser, sociale netværk og status. Desuden kan der spørges ind til klientens øvrige livshistorie, dvs. opvækst, tidligere tilhørsforhold samt særlige begivenheder i livsforløbet, hvis klienten er indforstået hermed.

Alt sammen som sagt for at afspændingspædagogen kan danne sig det nødvendige referencegrundlag, i forhold til den enkelte klient og hans/hendes henvendelsesårsag.

Det skal i den forbindelse understreges, at afspændingspædagoger,dap er underkastet de altid gældende rammer for tavshedspligt jf. fagforeningens etiske regelsæt.