Ergonomi
Ergonomi udspringer fra de to græske ord: ERGON,
som betyder ARBEJDE og NOMOS som betyder LOV; dvs.
loven om arbejde. Ergonomi er læren om, hvad et menneske kan tåle at udføre
fysisk og psykisk, dvs. hvordan et arbejdende menneske fungerer så hensigtsmæssigt
som muligt og dermed forebygge belastningsskader.
Folketinget vedtog allerede i 1992 en lov om arbejde ved skærmterminaler,
en lov som siden 1997 har været bindende for samtlige arbejdspladser.
Som supplement dertil har arbejdstilsynet udarbejdet vejledende retningslinjer
for, hvordan loven efterkommes.
Corpus Libre's målsætning med ergonomisk
vejledning er at anvende de kundskaber vi har om menneskets funktion
under forskellige former for arbejde, til at udforme maskiner, arbejdspladser,
arbejdsoperationer og arbejdsmiljøer, således at belastningslidelser
og -ulykker kan forebygges.
Ergonomi er en tilpasning mellem menneskets krop og funktion, arbejdet og
det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, der giver medarbejderen optimale
arbejdsforhold. Dertil kommer de sociale aspekter på arbejdspladsen, som
også har indflydelse på den enkelte medarbejders arbejdsmiljø.
Her tilbyder Corpus Libre vejledning,
supervision og udførelse af en APV. Vi tilpasser
vores vejledning til hver enkelt medarbejder og tilrettelægger den ud fra hver
enkelt arbejdsplads.
Kroppen er tålmodig, selvom arbejdsbetingelserne er dårlige og
nogen gange kan der gå år, inden den "strejker" med spændinger
og smerte til følge. Derfor er det en god idé at følge
lovens intentioner allerede nu, selvom der ikke er direkte sammenfald i gener
og sygefravær.
Ergonomiarbejdet er dels baseret på traditionel arbejdsmæssig viden
om hensigtsmæssige indstillinger af udstyr og arbejdsmæssige regler
om lovgivningen.
Arbejdet inkluderer ydermere afspændingspædagogisk viden om kroppen
og voksenpædagogisk teori om hvordan ændringer af vaner kommer
i stand. Dette indebærer, at et centralt tema bliver at mærke, hvad
de eksisterende vanemæssige arbejdsstillinger gør ved kroppen.
Denne kropslige opmærksomhed er sammen med den arbejdsmiljømæssige
viden udgangspunktet for ændringer mod mere hensigtsmæssige indstillinger
og arbejdsstillinger.
En ergonomisk vejledning følger sædvanligvis følgende model:
- En indledende samtale om arbejdspladsen og evt. gener
- Observation af normalt udført arbejde på eksisterende arbejdsplads
- Kropslig opmærksomhedsarbejde, hvor medarbejderen mærker, hvordan
de vanemæssige arbejdsstillinger påvirker kroppen
- Afprøvning af nye arbejdsstillinger og nye indstillinger af udstyr
- Afsluttende samtale og evt. instruktion i øvelser
Du kan læse mere om afspændingspædagogisk ergonomi på
Danske Afspændingspædagogers (DAP) hjemmeside: www.dap.dk.
Ti gode råd om ergonomi.
|